For to år siden brugte Louise Flensted rigtig meget energi på at finde på dækhistorier. Mennesker tæt på, vidste godt hvad Louise havde at kæmpe med. Men omverdenen måtte ikke vide noget.
”Jeg var totalt rædselsslagen for, at andre skulle opdaget noget. Det var så angstprovokerende. Men så besluttede jeg mig for at åbne op. Jeg begyndte at dele min historie. Og så var det pludselig lige meget, hvad andre tænkte.”
Louise har bipolar lidelse. En psykisk sygdom, som blussede op, da hun fødte sit første barn for 8 år siden. Dertil har hun kroniske smerter og lider af angst. Men det er langt fra hele historien. Louise er også en lykkelig mor på 35 med to børn og en støttende mand. Hun har et hjem, hun har venner, og hun har en hverdag. Og netop den fortælling er der rigtig mange, der har været glade for at høre.
”Jeg gav noget – og fik så meget tilbage. Efter jeg er begyndt at dele min historie, bliver jeg overstrømmet af positive tilbagemeldinger på Instagram fra mennesker, der bliver inspireret af min fortælling. Som spejler sig i det, jeg har oplevet og ser et håb for dem selv, når de hører om, at jeg rent faktisk har skabt mig et liv der gør mig lykkeligt – på trods af psykisk sygdom og angst.
Diagnose svær at stille
Det startede på barselsgangen, i oktober 2013, hvor Louise begyndte at få det meget underligt. At skulle indtage rollen som mor bragte en masse følelser frem i hende. Det hele var meget overvældende og hun fik det rigtig skidt. I marts 2014 fik hun kontakt til psykiatrien og fik anbefalet antidepressiv, men det virkede ikke, og hun endte på psykiatrisk skadestue, hvor det var svært at stille den rigtige diagnose. Her kom hun på en endnu højere dosis antidepressiv, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Man kan ikke tåle antidepressiv, når man er bipolar. Så hun stoppede med medicinen igen.
Diagnosen stilles i slutningen af april 2014. Louise har Type 2 bipolar lidelse. Det betyder, at hun har særligt mange depressioner afløst af få perioder med hypomani. For Louise som har haft svært ved at finde sin plads på arbejdsmarkedet siden hun blev uddannet social- og sundhedshjælper i 2005, var det en lettelse endelig at få diagnosen, og få en forklaring på de tilbagevendende depressioner.
“Sociale medier kan jeg lukke for og selv dosere. Jeg bestemmer, hvornår jeg vil kommunikere og hvornår jeg ikke vil. Det giver mig frihed”

Fandt selv støtte hos andre
Efter at have fået sin diagnose begyndte Louise selv at opsøge inspiration hos andre med historier lig hendes. Det gav hende håb at læse om andres erfaringer i Facebookgrupper og på Instagram, og den støtte og inspiration hun fandt gav hende inspirationen til selv at dele sin historie, så hun selv kunne give noget af det tilbage, som hun selv havde fået.
Louise oplever at det er nemmere at dele sin historie på sociale medier end ansigt til ansigt med andre.
”Jeg har enormt meget angst og har det svært socialt. Sociale medier kan jeg lukke for og selv dosere. Jeg bestemmer, hvornår jeg vil kommunikere og hvornår jeg ikke vil. Det giver mig frihed,” siger hun.
I dag er Louise fast på fast medicin. Hun får stadig depressioner, men slet ikke så dybe som før.
”Jeg er faktisk ret glad. Jeg har et kæmpe privilegie fordi jeg har et ægteskab der fungerer rigtig godt. Jeg har i det hele taget et familieliv der løfter mig. Jeg er velfungerende i min morrolle. Og jeg har det rigtig sjovt med mine børn. Det er faktisk endnu bedre end en hvilken som helst antidepressiv medicin. Og så støtter jeg mig til mine følgere på Instagram. Jeg har en hel telefon fyldt med venner. ”
Tager selvværdet tilbage
Louise er glad for at hendes egne børn ikke har arvet hendes sygdom. Men hun er meget optaget af at de skal kende hendes situation. Hun italesætter sin sygdom som en humørsygdom over for børnene og har forklaret dem at hun nemt kan blive ked af det eller glad uden at der er en årsag.
”Jeg gider ikke, at det skal være et tabu. Hvis vi vil lære børn, at psykisk sygdom ikke er farligt, må vi ikke pakke det ind på mørke gange. Og det samme gælder samfundet i det hele taget. Når vi deler vores historie, slipper vi vores eget traume og er på den måde med til at slå tabuet ihjel.
”Når vi hver især deler vores livshistorie med andre, tager vi selvværdet tilbage. Det er en meget selvkærlig handling at beslutte sig for at sige det højt. Man står stærkt i sig selv og giver slip og accepterer sig selv. Det er sådan det er. Det har virkelig være min oplevelse. Jeg er glad i dag.”