Helle overvandt sin spiseforstyrrelse: ”Jeg har lært mig selv at kende”
1 aug, 2022

Spiseforstyrrelsen har efter 8 år endelig sluppet sit tag i 39-årige Helle Roopali Schmidt. Hendes egen beslutsomhed og støtten fra familie og venner har med hendes egne ord været altafgørende for hendes udvikling og heling. I dag har hun et sundt forhold til mad, men det har ikke været nemt, og vejen dertil har været fyldt med tilbagefald.

“Det skelsættende øjeblik var, da min venindes far fortalte min mor om sin bekymring. Der faldt masken.”

”Man er ikke rask, bare fordi man er normalvægtig. Man kan ikke behandle et menneske på det fysiologiske plan uden at arbejde med psyken. Krop og psyke hænger sammen. Og en spiseforstyrrelse handler ikke om mad men om følelser. Derfor blev jeg også ved med at få tilbagefald, selv da min krop var normalvægtig igen,” forklarer hun.

I dag betragter Helle sin tidligere spiseforstyrrelse som et misbrug.

I starten gav folk mig komplimenter

Helles spiseforstyrrelse dukkede op i 2007, da hun var i færd med at afslutte sin uddannelse på pædagogseminariet og netop havde brudt med en kæreste. Lige så langsomt fik Helle lyst til at kontrollere sit fødeindtag og sin motion mere og mere.

”I starten gav folk mig komplimenter, fordi jeg havde tabt mig. Men komplimenterne gled langsomt over i bekymring, som jeg slog hen. Det skelsættende øjeblik var, da min venindes far fortalte min mor om sin bekymring. Der faldt masken. Efter det bildte jeg mig ikke længere ind, at jeg kunne skjule det. Da jeg efterfølgende begyndte at fortælle om det, gik det op for mig, at alle omkring mig godt vidste det. De havde vidst det længe. Når du er restriktiv omkring mad, lægger folk jo mærke til det,” forklarer Helle.

”Jeg kastede op 10-12 gange om dagen. Jeg kunne spise 7-8 stykker rugbrød eller 300g pasta for bare at kaste det hele op igen. Man finder hurtigt ud af, hvad der er nemt at kaste op, og det præger bare hele ens forhold til mad. Det skal også bearbejdes efterfølgende. Der er så meget efterspil.”

Nok er nok

Helle betragter sin spiseforstyrrelse som et misbrug, der som andre former for misbrug har krævet professionel hjælp, fordi hun ikke var i stand til at træffe fornuftige beslutninger om sit eget liv. Hendes spiseforstyrrelse var en kombination af anoreksi og bulimi, hvilket kun gør behandlingen ekstra kompliceret. Hun kom i behandling på Stolpegården i Gentofte, hvor hun blev en del af en større gruppe med andre unge, der led af spiseforstyrrelser. At hun i dag kan sige, at hun er ovre sin spiseforstyrrelse skyldes sammenfaldet af flere positive faktorer.

”Nok er nok, sagde jeg til mig selv. Behandlingen hjalp, men det var min egen beslutsomhed og støtten fra min familie og mine venner, der gjorde udslaget. Jeg tror, alle er nødt til at finde den kombinationsbehandling, der passer til dem. På Stolpegården var jeg omgivet af psykologer og læger. Men jeg har også talt regelmæssigt med en psykoterapeut, som har hjulpet mig rigtig meget. Så man kan ikke sige, at det var én faktor, der gjorde mig rask,” forklarer Helle.

“Jeg har oplevet på egen krop, at jeg er blevet en stærkere og mere afbalanceret version af mig selv.”

En svær balance

Helles spiseforstyrrelse varede i 8 år, og den har virkelig sat sit præg på hendes liv. Men i dag har hun fået et sundt og afbalanceret forhold til motion og mad. Da spiseforstyrrelsen tog styringen, var løbeturene og træningen som en afstraffelse for hende. Sådan er det ikke i dag. Nu er træning snarere en form for nydelse eller meditation for hende.  

”Det kan være en svær balance. Men jeg ved med 110% sikkerhed, at jeg aldrig nogensinde vil byde min tidligere spiseforstyrrelse ind i mit liv igen. Jeg har oplevet på egen krop, at jeg er blevet en stærkere og mere afbalanceret version af mig selv. Jeg har lært mig selv at kende på flere niveauer og nyder livet. Jeg kender min egne grænser og er blevet bedre til at sige fra.”

Helle understreger, at motivationen til at komme ud af spiseforstyrrelsen kom fra den støtte, kærlighed og omsorg hun fik fra familie og venner.

”Uden den støtte havde det været meget sværere. Derfor håber jeg også, at jeg ved at dele min historie kan hjælpe og støtte andre med at nå dertil hurtigere – så det ikke behøver tage 8 år, slutter hun.