Dagen inden 20-årige Nina blev student, brast hendes ungdomsliv sammen. Hun stod ved vasken, i gang med at tage opvasken og havde en samtale med hovedet over skulderen. Ét spørgsmål fik hjernen til at slå klik, og ud af det blå kom tusind tanker strømmende ind fra alle sider. Hun kunne ikke sortere i, hvad der var rigtigt eller forkert, hvilket ledte til en dyb, dyb angst både over for verden og sig selv. Angsten gav både koldsved og hjertebanken, men mest af alt følte Nina, at hun levede i en glasklokke afkoblet alle andre.
Gennembrud ved at række ud
Ni måneder efter Nina stod ved opvasken, lå hun ved siden af sin kæreste i sengen. De slukkede lyset for at sove, men kæresten, Leo, kunne godt mærke, at Nina var ekstra trist den dag. I mørket fik Nina fremstammet, at hun ubevidst havde tænkt over, om hun kunne holde det ud, og om det ville være bedre, hvis hun ikke var i den her verden længere. Der siger Leo:
“Nu stopper det. Vi tager til lægen i morgen.”
De kom til lægen, men Nina vidste ikke engang, hvad hun skulle i behandling for. Var det noget med køn, depression eller noget helt tredje?
“Det er meget privilegeret at have haft nogen, som kan tage aktion, når jeg har haft det så dårligt.”
Den første psykolog var ikke til nogen hjælp, men der var alligevel et gennembrud, da Leo kom på sporet af, at Nina led af OCD og tvangstanker.
Samtidig fik Leo Nina til at indse, at hun ikke behøvede at skulle klare det hele selv.
“Leo har meget været primus motor i, at jeg er blevet rask igen. Det er meget privilegeret at have haft nogen, som kan tage aktion, når jeg har haft det så dårligt.”
På Instagram fandt Leo og Nina Robert Bray, som fortalte hende, at OCD i bund og grund handler om frygt.
“Man bliver nødt til at finde fred med muligheden for, at the worst case scenario kan ske. Hvis du går og tænker, at det her ikke må ske, så giver du angsten plads. Ved at give slip på at tingene burde være på en bestemt måde, så bliver man mere fri.”
Frygten er det værste scenarie
Ninas worst case scenario kom op mod nytår i 2020, hvor noget nyt medicin medførte et kæmpe tilbagefald. Hvor hun før troede, at hun var på rette vej og havde fundet sin diagnose, gik hun til ikke engang at kunne spise et stykke knækbrød. Hun var lænket til sin seng af angst, tabte sig ti kilo på to uger og lod sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling dagen før nytårsaften.
“Det der med, at jeg også mistede mine fysiske kompetencer, det var bunden. Jeg gav mig hen til angsten og lod den være der, for jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod.”
“Men hvis angsten kan mærke, at den ikke må være der, så får den fat”
På den måde blev bunden også vendepunktet for Nina, for nu gav hun slip på at prøve at blive glad. Der var ikke længere plads til, hvad tingene burde være, kun om hun kunne sove i en time eller ej. I sit absolutte lavpunkt blev Nina glad for den mindste følelse af at have det okay, og derfra begyndte det at klare op.
“Førhen var jeg i panik over angsten, og jeg prøvede alt for at få den til at gå væk. Men hvis angsten kan mærke, at den ikke må være der, så får den fat. Når den gerne må være der, vil den ikke være der længere.”
Efter sin indlæggelse skiftede hun medicin og fortsatte med terapi ni måneder mere. Dag for dag gik det bedre, og efter 2,5 år i en glasklokke, ser hun nu sig selv som rask. Hun kunne ikke havde gjort det uden medicin, terapi eller Leo.