Maja blev groomet som 12-årig, og efter et år var hun drevet ud i selvskade, spiseforstyrrelse og selvmord. Som 25-årig er hun begyndt i terapi og kan efter få måneder allerede mærke, hvor stor en forskel det gør. Men det kan stadig være svært at finde sig selv efter overgrebenes ar.
Det startede, da fritidsklubben fik en ny træner. Han er 24 og hun er 12. Han startede med at skrive til hende, at hun gjorde det godt til kampene, og han gav hende ekstra komplimenter til træning.
På det tidspunkt var Maja blevet mobbet i skolen i nogle år, og det var rart med ekstra opmærksomhed fra en kærlig voksen, som ikke trynede hende. Men det hele udvikler sig meget hurtigt. Før hun får set sig om, var der kontakt non-stop fra morgen til aften. Hun svarer på hans beskeder, som det første og sidste hun gør, hver evig eneste dag.
“Jeg kunne ikke lege med nogen, for jeg skulle hjem og skrive eller videochatte med ham på MSN. Min kusine, som jeg altid har været tæt med, forstår ikke hvorfor jeg sidder med snotten i telefonen hele tiden.”
Maja skal hele tiden fortælle om, hvad hun laver, hvem hun ser, og at det er vigtigt, at hun husker at tænke på ham. Hele tiden.
Hun kalder det i dag for en mild hjernevask. Hun begynder at lyve for sine venner og familie om, hvor hun var, og hun fik en veninde til at dække over sig, så ingen ville opdage det, når hun skulle på besøg hjemme hos ham.

Sorte huller af besøg
I dag er det svært at huske, præcis hvad der skete på de besøg. Hendes hukommelse har sorte huller, så hun ved ikke, hvor langt hans overgreb gik. I terapi har hun dog kunne lysne nogle af hullerne, og visse minder er dukket op til overfladen. Hun har opdaget, at han rent faktisk har kysset og rørt hende, men hun kan ikke huske om de havde sex. For nogle mennesker går der over 30 år, før de pludselig får flashbacks til gamle overgreb. For Maja er den tanke skræmmende, men med terapien som hun går til i dag, bliver det lidt mere okay at dykke ned i det ubehagelige og fortrængte.
Hun syntes fra start af, at opmærksomheden var både behagelig og ubehagelig på samme tid. På den ene side blev Maja stormende forelsket og oplevede, hvad hun kalder sin første forelskelse. På den anden side, var hun plaget af skyld og skam og en dyb fornemmelse i kroppen om, at noget var helt forkert. Hun følte sig splittet i to.
Det værste af det var, at det skulle holdes hemmeligt. Han forbød hende at fortælle nogen om det, og derfor gik hun helt alene med det.
“Når jeg tænker på ham nu, får jeg en klump i halsen, for i den tid blev jeg bedt om ikke at sige noget. Al min kommunikation stoppede i den tid, det er først nu, at jeg er begyndt at lære at kommunikere igen om det”.
Ensomheden strak sig ud til alle sindets verdenshjørner, og der var ingen i hele verden som kunne forstå Maja. Heller ikke hende selv. Hun mener at groomingen stod på i cirka et år, men hendes kusine husker det som kortere tid. For hende føles som ti år, men hun finder nok aldrig ud af, hvor længe det varede. Men på det her tidspunkt vidste hun bare, at der lå noget meget dystert indeni, indtil hun en dag ikke kunne holde det ud længere.

64 panodiler
Hun følte sig så langt ude, hvor hun ikke kunne bunde, og skylden og skammen gjorde hende ligeglad. En aften tog hun 64 panodiler og lagde sig ind i sin seng for at dø.
Selvmordet var ikke noget råb om hjælp, det var en måde at komme væk på. Særligt splittelsen mellem de to personligheder, forelskelsen og formørkelsen, drev hende til det. De konstante løgne, som hun var blevet presset ud i at fortælle, gav hende en følelse af, at der ikke var noget af hende selv tilbage indeni. Hun skrev en sidste sms til sin overgrebsmand, og fortalte hvad hun havde gjort. Han sagde det ikke videre, så der kom ingen for at hjælpe hende.
Men hendes krop modstod panodilerne, og hun vågnede igen i sin seng. Her havde hun det rigtig, rigtig dårligt og skrev til sin far, at hun havde taget nogle piller og om han ikke godt ville komme hjem. Hun blev indlagt straks efter, og det var her, at hemmeligheden blev opdaget.
Den største fortrydelse
På hospitalet læste faren beskederne igennem og fik et indblik i, hvad sin datter havde gennemgået. Han kontakter politiet, og en dag bankede der en kvindelig politibetjent på døren til deres hjem. Hun ville vide, hvad der var sket.
“Min største fortrydelse i livet er, at jeg ingenting siger, for på en eller anden måde beskytter og elsker jeg ham stadigvæk”.
Fordi Maja ikke kan eller vil sige noget, kan sagen hos politiet ikke fortsætte.
En dag tog han pludselig sine ting, afbrød sin forlovelse og flyttede væk fra byen. I dag har han et normalt liv med kone, børn og et job i en anden by, hvor han passer på samfundets svageste.
“Han har ingen samvittighed over hovedet. Jeg tænker også hvad der sker, når de børn kommer i puberteten”.
Deres kontakt stopper ikke helt efter selvmordet, men Maja er under så meget opsyn at der ikke kan ske meget. Én gang løber hun hjemmefra, og ser ham der. Inden han flyttede fra byen, skriver han også til hende en enkelt gang. Her er det samme følelse af frygt og savn, der rammer Maja. Frygten for ham blander sig med savnet af følelsen af at være forelsket for første gang. Hvor underligt det end lyder, så kan hun stadig i dag mærke savnet af den følelse. Det er ikke en følelse, som kan sammenlignes med andre, for den har så dybe rødder i manipulation og psykisk terror. Men de ser aldrig hinanden igen.

Helvede af ligegyldighed
Til gengæld bryder helvede for Maja ud, efter at han flyttede. Hun er nu 13 år og begynder at gå i byen, ryge og skære i sig selv, fordi hun ikke kan føle noget som helst. Hun kalder det et ligeglad-stadie, hvor hun hele tiden testede grænser, for hun havde ikke lært sine egne grænser at kende.
“Jeg kunne tage 40 panodiler og fortsætte min dag, for jeg var ligeglad. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg stadig er i live i dag”.
På trods af hendes forældres overvågning, formår hun stadig at lave en masse, som hun ikke må. Hun udvikler i den her periode også en spiseforstyrrelse. Det grænseløse helvede af alkohol og selvskade fortsætter i tre år, indtil hun i starten af gymnasiet finder en kæreste.
Her tager helvede en ny form, fordi han er meget striks, kontrollerende og formodentlig også selv er spiseforstyrret. Hun stopper med at ryge, drikke og ses med mandlige kammerater, fordi han indirekte forbyder det, ved at tale ned om dem og deres handlinger. Han er stor og stærk, med et stort temperament. Når hun kigger tilbage, kan hun godt se, at hun nok var faldet i fælden og havde fundet én, der havde lignede træk som hendes overgrebsmand. De gik fra hinanden i 2019 og i dag har Maja en ny kæreste og startede i maj i år i terapi. Hun mener at hun først, i 2019, kommer op til overfladen og ser livet, syv år efter at groomingen startede.

“Der har ikke været en dag i de 13 år, hvor jeg ikke har tænkt på ham”
Maja er gået fra ikke at kunne mærke noget i sit ligegyldigheds-stadie, til at hun nu kan mærke alt. Også i hendes krop, hvor der for første gang i lang tid er smerter og ubehageligheder, som hun før har undertrykt. Det er ikke kun mørke tanker længere, men det er mange tanker og de er i fuld fart hele tiden. Efter selvmordsforsøget fik hun konstateret ADD, som blandt andet betyder at hun kan opleve meget tankemylder.
“Det er som at blive taget til fange, knækket og komme ud som en helt anden person, som man heller ikke selv kender. Det er meget forvirrende”.
I dag har hun følelsen af, at der ligger en masse ting og ulmer, og hun kan ikke rigtig få helt ro på. Der er ikke gået en dag i de sidste tretten år, hvor han ikke er dukket op i hendes tanker. Men hun er i fuld gang med at finde ud af, hvem hun egentlig er uden hans overgreb.
Hun glæder sig til, at der måske kommer en dag, hvor han ikke længere dukker op i hendes bevidsthed. Maja har en følelse af, at sin historie først lige er begyndt, for det er først nu, at hun er begyndt at bearbejde den i terapien. Hvis hun skal give et råd til andre, så er det, at der ikke sker noget ved at man bryder hemmeligheden. Det værste var at holde på den.
Desuden er det også vigtigt at huske, at selvom man starter i terapi, så glemmer man ikke bare sit overgreb. Terapi kan være en lang og til tider ensom proces, hvor man ikke bare lige pludselig er ovre på den anden side og så lykkelig igen. Men i terapien kan man lære sig selv at kende igen og finde ud af, at man ikke er alene. Og forhåbentlig kommer der flere gode dage end dårlige med tiden.